Designer og producent i tæt udviklingssamarbejde

Med baggrund i vores ønske om at være en fleksibel og åben samarbejdspartner kombineret med 25 års erfaring indenfor udvikling og produktion af inventar til det offentlige rum, deltager Inventarrum i mange udviklingssamarbejder sammen med designere og arkitekter.
På den måde kombineres det designmæssige med værdifuld teknisk knowhow. I Inventarrums verden skal produkterne have en blivende værdi. Det er i samspil mellem funktion, valg af materiale og den håndværksmæssige udførelse at det rigtige produkt skabes. Produktkvalitet handler om valg af de rigtige materialer. Derfor skal også "de 3 v’er" - vejr, vind og vandalisme - tænkes ind i produktet fra processens begyndelse.

Inventarrum har blandt andet samarbejdet med DSB omkring udvikling af inventar til DSB stationer, med Evenden i forbindelse med indretning af indkøbscentre i ind- og udland. Og i forbindelse med samarbejdet med Møller & Grønborg omkring inventar til Arlanda Lufthavn udtalte arkitekt Johannes Vindum: "Samarbejdet med Inventarrum bygger på gensidig respekt for hinandens kernekompetencer. Det kræver overskud til fleksibilitet, som vi oplever, at Inventarrum til fulde besidder. På baggrund af en idé eller en skitse skabes et bæredygtigt design. Vi kalder det design i dialog."